Sauntering: kunsten at gå uden hast

Camilla Lyse, autoriseret psykolog · Senest gennemgået 9. november 2026

At saunter'e, eller slentre, er at gå langsomt og uden et fast mål og lægge mærke til det, der er omkring en. Det er ikke en vandretur med en top, der skal nås, eller træning med skridt, der skal tælles. Meningen med en slentretur er turen selv: lyset gennem træerne, tanken, der dukker op halvvejs, sidestien, man ikke havde planlagt.

Thoreau og det hellige land

I essayet Walking (1862) skrev Henry David Thoreau, at han kun havde mødt et eller to mennesker i sit liv, der forstod kunsten at gå ture, og som havde et særligt talent for at saunter'e. Han førte ordet tilbage til omvandrende folk i middelalderen, der bad om almisser under påskud af at være på vej à la Sainte Terre, til Det Hellige Land, indtil folk kaldte dem "Sainte-Terrers". Han foreslog også en anden oprindelse, sans terre: uden land eller hjem, og derfor hjemme overalt.

Sproghistorikere tvivler på begge forklaringer, men billedet har holdt. For Thoreau var hver gåtur en lille pilgrimsrejse: Selv den korteste skulle man gå ud på i en ånd af evigt eventyr, uden at vende tilbage.

Robert Macfarlanes The Old Ways

I The Old Ways: A Journey on Foot (2012) følger den britiske forfatter Robert Macfarlane ældgamle spor, hulveje og stier langs havet i Storbritannien og længere ude. Bogen handler om stierne selv, skabt og holdt i live af alle, der har gået dem før, og om hvordan det at gå og det at tænke hænger sammen. Landskaber former de mennesker, der bevæger sig gennem dem, foreslår Macfarlane, og at gå er en måde at læse et sted på og at finde ud af, hvad man selv tænker.

Hvorfor det betyder noget for mig

Det er på slentreture, jeg tænker klarest, og det er en del af grunden til, at jeg tilbyder walk-and-talk i Marselisborgskovene. Du kan læse om, hvordan de samtaler foregår, i økoterapi og walk-and-talk.

Book en gratis samtale på 15 min.